top of page

Højlandet

Det smålandske højland ligger kun få timers kørsel fra Øresund. Her finder du store skove, glitrende søer, hvor solen skinner i bølgerne og maleriske røde sommerhuse med hvide hjørner. Det er det billede, som mange danskere har af det sydlige Sverige, et paradis inden for rækkevidde, hvor der gror græs midt på smalle skovveje, vilde blomster i grøftekanten omgivet af duftende nåleskov og med en total ro, hvor stilheden kun bliver brudt af fuglesang. Småland er Sveriges tredjestørste landskab, det største i Sydsverige på 29.330 km2, rigt på enestående vild natur med søer og skove. Med 377 meter over havets overflade er Tomtabacken Sydsveriges højeste punkt. Foråret er en af Smålands smukkeste tider, naturen begynder at blive grøn med blå og hvide anemoner, kirsebærblomster og nu har du god mulighed for at møde elge, der kommer ud af skoven for at græsse i kanten af markerne, eller måske se traner på jagt efter mad. I slutningen af april og maj gør naturen en kæmpe indsats for at komme i fuldt flor i løbet af få uger, og det er samtidig en af de bedste tider på året til vandreture. Myg og fluer er for det meste sjældne, mens dyr og fugle er i fuld gang med at lede efter en mage og måske bygge rede. Der er meget at se og opleve, og naturen byder alle velkommen til unikke oplevelser.

åen ved guldgraver landsbyen
bottom of page